Se sidste nyt om bøger
Omskriving af Løndals tidlige historie
Lokalhistorie i Them Kommune
Administrativ inddeling
Egnsarkivet for Them Kommune
Silkeborg Lokalhistoriske Arkiv
Købmandshuset i Vrads
Vrads Herredsting
Hærvejen
Fejltagelserne om Nørre Mølle og Bryrup Mølle
Kirkerne i Vinding, Bryrup og Vrads
Skorstenen sprængt på Katrinedal Teglværk
Bygningskulturens dag på Løvenholt 2004
Palle Kousgaards projekt
Palle Kousgaards næste historisk-topografiske bog
Læserindlæg i "Den Lokale" 16.nov. 2005 om torvet i Them
Formidlingen af lokalhistorien i Them Kommune er centreret i Egnsarkivet for Them Kommune i Bryrup.
Desuden udfører Palle Kousgaard et selvstændigt forskningsarbejde i egnens historie, og i den forbindelse har han samlet et stort materiale bl.a. kort, billeder, notater og interviews fra egnen og fotokopier fra Rigsarkivet og Landsarkivet samt et historisk og topografisk bibliotek.
Specielt om ejerlaugene Velling, Vrads, St. Hjøllund, Sillerup, Vipskov, Skærbæk, Sepstrup,Fogstrup og Vorret er samlet megen viden.
Palle Kousgaard har oprettet eget forlag, som bl.a. udgiver lokalhistoriske bøger. Han kommer jævnligt på Egnsarkivet for Them Kommune og kan efter aftale træffes der eller på sin egen bopæl.
Them Kommune består af sognene: Them, Vinding, Bryrup og Vrads. Them og Vrads lå i Vrads Herred, mens Bryrup og Vinding var i Thyrsting Herred. De to herreder blev slået sammen i 1687.
Vrads Herred var til ca. 1548 under Skanderborg Len. Herefter til 1794 under Silkeborg len og Amt som blev slået med både Mariager Amt og Dronningborg Amt, til 1822 under Ringkøbing Amt, til 1824 Århus Amt, til 1867 under Skanderborg amt, der i 1867 forenedes med Århus amt. Fra 1942 Skanderborg amt og fra 1970 deltes herredet. Vrads og Them kom under Århus Amt.
Thyrsting Herred var under Skanderborg og Skanderborg/Åkær Amt til 1793, herefter under Århus Amt til 1822, Skanderborg Amt til 1867. Herfra Århus Amt til 1942 og Skanderborg Amt til 1970, hvor herredet deltes. Bryrup og Vinding kom under Århus Amt. I 1970 blev den forholdsvis store og tyndt befolkede Vinding-Bryrup-Vrads Sognekommune slået sammen med Them Kommune. Det jublede de ikke over i Them, som yderligere modvilligt havde måttet give afkald på Virklund. Vinding-Bryrup-Vrads var dog blevet reduceret, da den nordvestligste del, Kjærshoved, blev lagt under Ikast Kommune.
Egnsarkivet for Them Kommune ligger i Bryrup på Østervang 1.
Arkivet drives af frivillig, ulønnet arbejdskraft.
Åbningstider mandage kl. 13-17 eller efter aftale. Tlf. 75757022 I sommertiden er åbningstiden anderledes. Kommer du langvejs fra er det under alle omstændigheder klogt lige at tjekke med formanden,
Arkivet indeholder bl.a. indleverede arkivalier og billeder, kort, bøger, kirkebøger i xerox og visse folketællinger på mikrofilm.
S.P. Pedersens notater på mikrofilm og Gamdrups samling.
Mikrofilm er mikrofiche uden kopieringsmulighed.
Egnsarkivet har iværksat et arbejde om beskrivelse af bysamfund ud fra erindring, og det er blandt andet blevet til Bryrup-Bogen, som er en gennemgang af ejendommene i den ældste del af Bryrup og Velling. Der er ikke brugt skriftlige kilder, og forfatterne, der har erindret, er Jens Munk, Alfred Laursen og Frode (Maler) Jensen.
Egnsarkivet har siden 1999 udgivet et årsskrift, hvoraf de sidste årgange kan købes på arkivet.
Indholdsfortegnelse fra årsskrifterne.
Egnsarkivet har desuden flere bøger og hæfter til salg.
Silkeborg Lokalhistoriske Arkiv ligger placeret i Silkeborg Bibliotek.
Det dækker Silkeborg Kommune, men en del materiale på mikrofilm, bl.a. folketællinger, realregistre, skøde- og pantebrevprotokoller omfatter desuden dele af Them Kommune.
Mikrofilm er på ruller, og den ene fremviser har kopieringsmulighed.
Arkivet er professionelt drevet og meget velorganiseret. Sammenhængen med det gode bibliotek giver mange muligheder. Biblioteket har brandsikker boks, og der kan derfor hjemlånes arkivalier fra statens arkiver til brug på læsesal. Man skal dog selv kende registraturnumrene.
Hjemmeside for Lokalhistorisk Arkiv i Silkeborg
På ovenstående hjemmeside er links til mange "sites" af lokalhistorisk og slægtsforskningsmæssig interesse.
Der var herredsting i Vrads indtil 1582, hvor det i flg. Kancelliets Brevbøger blev flyttet. Årsagen var, at det lå ubekvemt for Lensmanden i Silkeborg. I 1582 var Vrads Kirke i øvrigt meget brøstfældig og byens gårde lå øde på grund af sandflugt, men kirken blev istandsat i 1592, mens andre nærliggende kirker (Tømmerby, Brande, Sigten og Virklund) blev nedlagt.
Vrads Herred hed efter Kong Valdemars Jordebog Vratzhøg Herit, formentlig opkaldt efter Vrads Bavnehøj, som ligger tæt på Tingdalen. På denne høj og Bavnehede har der formentlig kunnet gå et vrath (2 svinslag) eller 12 oldensvin. Vrads Bavnehøj (ca. 125 meter) og Bavnehede var før tilplantningen markante steder i den sydlige del af Vrads Herred, mens man nogle kilometer mod nordøst og nord for Salten Å har herredets højeste punkter, hvoraf Hjortsballe Bavnehøj er ca. 152 meter. Byen Vrads har formentlig navn efter Vrads Høj.
Der er derfor en vis sammenhæng mellem Vrads Bavnehøj, Vrads Herreds Tingsted og Vrads Kirke, hvor tingbrevene normalt opbevaredes.
Det har imidlertid undret mig, at tingstedet med sin meget markante, kvadratiske stenbrolægning på ca. 20 x 20 meter helt synes at forsvinde ud af "historien". Ikke engang ved udskiftningen, hvor området tillægges Vrads Nedergård, var det nævnt, hverken i delingsplanen for Vrads eller på udskiftningskortet, som ellers har mange navne på lokaliteterne. Ikke på det sted i hvert fald. Der findes et Tinghøy Fald, altså en samling agre, på det sted, hvor Nedergård flyttede ud, og langt sydligere, nordvest for Rævsø, lå Gallebak Fald. Netop her lå også Galgebakken, har "Christian" i Grane, som var plantør på stedet fortalt skovfoget Poul Emil Madsen (St. Hjøllund Plantage og tidligere Hedeselskabet).
På matrikelkortet for St. Bredlund findes imidlertid Tingdal Sande helt ud til Vrads. Det passer bedre med med den nuværende antagelse af Tingdalen.
Navnet Tingdalen dukker formentlig op igen engang i romantikken - muligvis først, da bogudgaven af Kanceliets Brevbøger for 1580-84 kom i 1903. Tingstedet er nævnt i Trapp 5, udg.fra ca. 1960, og i 4. udgave, der kom i 1926erne. Tingstedet er her omtalt under Grane Plantage: "Grane Plantage.... omfatter Rævsø, Langsø samt Tingdalen; I den sidste findes rester af en stensamling, hvor Herredstinget menes at have været holdt."
Det tidligste tidspunkt, hvor jeg indtil nu har hørt Tingdalen omtalt, er 1928 (Silkeborg Avis), hvor Kristoffer Løvstad afholder et "historisk møde på Vrads Sande". Han nævner, at Tingstenene fra Tingstedet "endnu var der for 30 år siden".
"Tingstedet" er uden for (vest for) "Vrads Dige", som var et værn mod de mange sandflugter, der først blev stækket i 1790’erne. Det burde derfor være dækket af sand, men må være frilagt på et tidspunkt.
Men det er som sagt tvivlsomt, om det er det rigtige sted, der vises frem som Tingstedet
Derfor har det undret mig, at stenene ligger så fint, og speciel ringen, som ses på billederne ovenfor. Den virker ikke rigtig på mig, "Her stod den tiltalte", hedder det i folke- og turistmunde. – I følge Poul Johs. Jørgensen, Dansk Retshistorie,(som indeholder en beskrivelse af tingsteder, der er taget fra tidligere skrifter, bl.a. i Jyske Samlinger) ”skulle” tiltalte i Jylland stå på en flad sten, ”Tyvestenen”.
Der har været forskellige rygter om, hvem der har lagt stenene, og for et par dage siden fik jeg et nyt bud på dette, da en troværdig person (f. 1947) fortalte, at læreren i Vinding Skole, Søren Petersen, havde røbet, at han havde lagt dem lidt tilrette under en skoleudflugt, hvor børnene løb rundt og legede i stedet for at interessere sig for tingstedet. Det har været engang i 1950’erne før Vinding Skole blev nedlagt. Men den historisk interesserede Søren Pedersens rettelse har formentlig været ubetydelig. Jeg søger, om jeg kan finde resultater af undersøgelser eller i det hele taget finde ud af mere, og det vil komme i min næste lokalhistoriske bog, Mennesker og Landskab. (Se nedenfor).
Sidste: Jeg har fra Nationalmuseet fået en beskrivelse fra 1877 fra en såkaldt herredsberejsning:
”Vrads matr. nr. 4. I Tingdalen ligger mod nordvest et godt stykke fra vejen og midt i sandflugten nogle større flade sammenhobninger af sten, de fleste større end et hoved. Sagnet vil, at her har stået et tinghus, men det er tydeligt, at ingen af stenene har været anvendt som bygningsmateriale, de ligger pletvis - hver for sig – et enkelt sted over en nogenlunde regelmæssigt rundagtig plads af 80’ i tværmål.” (Vejen må være St. Bredlundvej og de 80’ er ca. 24 m.)
Det passer nogenlunde med de opmålte ca. 20*20 meter. Diagonalen i et sådant kvadrat er ca. 28 meter.
Denne beskrivelse svarer ikke til den nuværende situation, hvor den rimeligt intakte brolægning ikke kan kan kaldes sammenhobninger af sten. Der er derfor meget, der tyder på, at brolægningen i et eller andet omfang er blevet arrangeret. Indberetningen til Nationalmuseet fra 1877 er foretaget af Henry Petersen.
15/11-2004
Palle Kousgaard
I forskellige faglige værker omtales Palle Mølles jern og kobberværker ved Nørre Mølle, Bryrup Sogn, Tyrsting Herred, Skanderborg Amt, som omkring 1730 var blandt landets betydeligste.
Disse beskrivelser er alle stærkt fejlbehæftede, idet de blander anlæggene ved Nørre Mølle sammen med Bryrup Mølle, senere kendt som Krude Mølle.
Fejlene går igen i mange slægtsbøger og visse steder sammenbladses Palle Mølle med Frederik Møller, som fødtes 38 år efter Palle Møllers død og nok var møller (Ansø Mølle) men ellers er bedst kendt for sine bedrifter som landmand ved Ansø Mølle og Salten, for hvilke han fik Det Danske Landhusholdningsselskabs sølvbæger flid og vindskibelighed.
Jeg har beskrevet den rette sammenhæng i min bog Vandmøllerne ved Salten Å fra 2003, og her bringes et afsnit fra bogen
Bryrup Mølle blev aldrig en del af Palle Møllers fabrikker, hvilket desværre fremgår af de fleste tidligere bogværker, hvor møllerne er nævnt. Man kan måske undre sig over, at så mange har taget fejl, og at kun Kristian Vestergaard i sin bog Vandmøller i Gl. Skanderborg Amt korrekt gør Bryrup Mølle og Krude Mølle til samme mølle, men også han får dog Palle Møller blandet ind i Bryrup Mølle, ligesom han angiver, at Palle Møller yderligere oprettede både jernmanufakturer og kobberværker ved Kæmpes Mølle i Grædstrup Sogn, hvilket ikke synes at være korrekt. Det er ikke undersøgt, men intet i Palle Møllers korrespondance omtaler Kæmpes Mølle. Erik Pontoppidans “Den Danske Atlas” må dog bære noget af skylden, når der står: “Ved Bryrup Mølle ligger Møllersdal, hvorved findes trende værker, som drives ved vand, anlagte af Palle Møller, nemlig en kobberfabrik, et Hø-Le værk og et Nagelsmedværk.” Strengt taget er det ikke forkert, da “Ved Bryrup Mølle” kun udtrykker en lokalitet og ikke et sammenfald af møller, men der burde have stået “Ved Nørre Mølle”. Da Nørre Mølle på det tidspunkt var øde, mens Rytterdistriktets kornmølle, Bryrup Mølle var i fuldt vigør, er formuleringen forståelig.
Erik Pontoppidan udgav kun selv de to første bind 1763 og 1764, mens det fjerde og aktuelle bind er “skrevet i Fridericia på Hans Kongelige Majestets allerhøieste fødselsdag d. 29 januar 1768” af Erik Pontoppidans svoger, Amtmand Hans de Hofmann, efter Pontoppidans forarbejder. Ifølge Salmonsens Leksikon havde biskop Erik Pontoppidan ikke nogen kritisk metode, men hans betydning lå i hans samlerflid. (Erik Pontoppidan: Den Danske Atlas. 1763-74.)
I O.J. Rawerts ”Kongeriget Danmarks industrielle Forhold”, som udkom i 1850, står der: ”1716 oprettede Palle Møller en fabrik til færdiggørelsen af høleer, og skæreknive i Møllersdal, fordum Bryrup Mølle, i Bryrup Sogn, Thyrsting Herred, Skanderborg Amt. Den fortsattes af ham indtil han døde 17 år efter.” Som det fremgår af det foregående, kom navnet Møllersdal først til omkring 1728, og Palle Møller døde i 1757. At Bryrup Mølle blandes ind, kan skyldes Erik Pontoppidans ”Danske Atlas”, men også, at ingen tilsyneladende har været opmærksom på, at det var Caspar Lohmann, som etablerede en hølefabrik på Bryrup Mølle, hvilket først skete i 1776, hvor han jo netop gjorde opmærksom på, at værkerne ved Nørre Mølle var nedlagt.
Emil Fischers tidligere citerede “Bidrag til Bryrup Mølle og Nørre Mølles topografi og historie” er vel for alvor den artikel, der leder på vildspor, for det er oftest den, man finder i senere kildeangivelser. Emil Fischer kendte Rawerts: ”Kongeriget Danmarks industrielle Forhold”, og han tog måske opfattelsen af, at Palle Møller købte Bryrup Mølle, til sig. Det volder Emil Fischer en del kvaler, at den nedlagte Bryrup Mølle ind imellem dukker op som hjemsted for faddere ved de mange barnedåb, der finder sted, for kirkebogen for Bryrup Sogn er en af Fischers hovedkilder. Emil Fischer har ikke anlagt matrikulære betragtninger, og han har ikke taget hartkornsopgivelserne alvorligt. Havde han det, ville han ikke have været i tvivl om, at han var galt på den med Bryrup Mølle. Men selv her er den lumske faldgrube, at hartkornet for ager og eng til Bryrup Mølle og Stiftsprovstiets “Fløjlshøj” var nøjagtig ens, hvorfor man let kan blande Bryrup Mølle og Fløjlshøj sammen og derved anbringe Bryrup Mølle ved Fløjlshøj, hvilket for at kunne passe med de bedst kendte arkivalier kræver, at vandet i Salten Å løber modsat vej, hvad Emil Fischer da også får det til. At Bryrup Mølles hartkorn aldrig har optrådt i Palle Møllers skøder og opgørelser, burde have fået alarmklokkerne til at ringe hos Fischer. Det gør de ikke i tilstrækkelig grad.
Senere forskere har i forhold til Fischer været privilegeret af bogrækken “Kronens Skøder”, hvor bindet med handlerne 1720-1730 udkom i 1950. Disse bøger har gjort det let at få et vist overblik over køb og salg af krongods, og det er netop her, det anføres, at Bryrup Mølle solgtes af Rytterdistriktet, men forlangtes tilbage. Bryrup Mølles beskedne mølleskyld på 2 td. 1 skp. mod Nørre Mølles 4 td. 1 skp. burde selvfølgelig også have antydet, at de lå ved forskellige vandløb.
J.P. Trap Danmarks store 5. udgave gentager, med henvisning til Fischer, historien om, at Palle Møller anlagde sit 2. manufaktur på den nedlagte Bryrup Mølles plads. Lokalhistorikeren Aage Markussen, som var førstelærer ved Velling Skole, er dybt i tvivl om Fischers konklusioner og svinger i sin opfattelse, mens bibliotekar Chr. Heilmann i Århus Stifts Årbøger begår samme fejl, med kildehenvisninger til Fischer.
Aksel E. Christensen, som i øvrigt har kendskab til vigtige dokumenter i Rigsarkivet om Palle Møller, drager i ”Industriens Historie i Danmark” bind 1 fra 1943 samme fejlagtige konklusion, nemlig at Palle Møller erhvervede Bryrup Mølle klos op ad Nørre Mølle. Hovedkilde hos Axel Christensen er ligeledes Emil Fischer, men også indberetningerne til Kommercekollegiet, hvoraf det ellers fremgår, hvor møllerne lå. Christensen nævner yderligere, at Palle Møller opførte en lille hammermølle ved jernværket, men som nævnt var vandhamrene på kobberværket.
Lokalhistoriens tradition med i høj grad at formidle det, der tidligere er fortalt, har som ovenstående beretning om møllerne omkring Katrinedal den store risiko, at en forkert historie cementeres og efterhånden nedskrives så mange steder, at det næsten bliver sandt.
Sådan er det også med landmand og møller Frederik Møller, som tilskrives æren for oprettelsen af det teglværk, der blev forudsætningen for ejendommen Løndal på grænsen mellem Addit, Vinding og Salten i henholdsvis Brædstrup og Them Kommune.
Det teglværk, der tilskrives Frederik Hansen Møller, var oprettet af hans bror, Dines Pontoppidan Hansen Møller (Klostermølle), og broderens teglværk lå ikke, hvor Løndal kom til at ligge, men ved Lervadsdal øst for Addit By.
Dines Pontoppidan havde i januar 1835 købt Addit Skov,men havde straks frasolgt ca 1/5 af skoven til Frederik Møller. Dette areal var ganske vist det, hvorpå Løndal senere blev opført, og hvor der også opførtes et teglværk, men dette etableredes først omkring 1853-55, mens teglværket ved Lervadsdal var etableret kort efter Dines Pontoppian Møllers køb i 1835 af Addit Skov matr. nr. 13a, og ikke mindst af den del af skoven øst for byen, hvor teglværket kom til at ligge. Denne del, som må have været en del af Addit Bondeskov, fik matr. nr. 11, og den skovpart har Dines Møller givetvis fraskilt fra de gårde, han købte sammen med skoven. Om "Det store teglværk i Addit Skov" skriver amtmand Schythe i sit fortræffelige værk fra 1843 om Skanderborg Amt, at det er oprettet af Dines Pontoppidan Møller og siden solgt til de addit-bymænd. Dette teglværk har jeg fundet dokumentation for gennem flere arkivalier, mens der på de ca. 140 tdr. land (matr. nr. 13b), som i 1853, efter Frederik Møllers død i 1850, solgtes (via en stråmand!) til oliemøller August Theodor Schütte, end ikke antydes eksistensen af et teglværk på dette sted. Schütte havde siden 1833 ejet Bygholm ved Horsens, og han var involveret i flere industriforetagender.
I 1855 indgik August Schütte forpagtningskontrakt med fynboen Carl Johan Wohnsen om et teglværk, og dette er teglværket i Løndal, som alt tyder på, at Schütte har oprettet efter sit køb.
Der mangler endnu et par detaljer for at dokumentere, at det rent faktisk er Schütte, der lader teglværket ved det senere Løndal opføre, men dette håber jeg snarest at have klarhed over.
At jeg har haft tvivl om den gængse historie om Løndals oprindelse skyldes nogle iøjnefaldende mangler i historien, men også at Frederik Møller først og fremmest var landmand. Han har oprettet teglværker ved både Ansø Mølle nord for Vrads og ved Løvenholt i Salten. Men formålet var begge steder at brænde sten til eget byggeri, som han tydeligt selv dokumenterer. Han blev ejer af ca. 140 tdr.land i Addit og 100 tdr. land skov i Vinding Skov, og han opførte da også 7 huse i Addit Skov, men da teglsten på de bakkede og på den tid dårlige veje var vanskelige at transportere over længere strækninger, er det yderst ulogisk, at han skulle opføre et stort telværk i Løndal og lade stenene transportere op ad bakke til Salten. Det var mere oplagt den anden vej, hvorfor de 7 huse i Addit Skov snarere måtte være opført af sten fra Salten, hvorfra det overvejende går ned ad bakke.
Kombineret med oplysningerner fra den yderst pålidelige amtmand J. C. Schythe (Bidrag til kundskab om de danske provindsers tilstand i økonomisk henseende, syttende stykke, Skanderborg Amt)blev Frederik Møllers store rolle i Addit og Løndal yderligere usandsynlig.
Historien om Addit Skov og Løndal indgår i min bog, Mennesker og Landskab, hvor første del forventes udgivet i efteråret, idet det synes at være en umulig opgave at udgive det samlet i indeværende år.
Palle Kousgaard
28. juni 2006
I 2002 fik jeg til opgave af menighedsrådene i Vinding-Bryrup-Vrads pastorat til opgave at lave nye foldere om pastoratets tre kirker.
Disse foldere kan downloades her. Der skal tages højde for, at de ligger på trykark, dvs. i øverste række kommer først side 4 (bagsiden) og dernæst side 1 (forsiden). I nederste række side 2 og 3.
Download folder for Vinding Kirke
Download folder for Bryrup Kirke
Download folder for Vrads Kirke
Hærvejen er et navn for de alfarveje, som gik gennem landet, og specielt omtales den vej som Hærvejen, der fra Ålborg over Viborg og videre sydpå løb langs den jyske højderyg . At der på dette sted var en vej, der har været benyttet langt tilbage i tid, skyldes, at man her kunne komme ned gennem landet uden at skulle krydse de mange åer.
Der er ikke realistiske tal for, hvor meget en sådan vej har været benyttet til længere rejser, som især har været handelsrejser, varetransporter, studedrifter, pilgrimsrejser, administrative rejser, hvor især kongerejser har været med et betydeligt antal folk og vogne. Også i krigssituationer har vejene vel været benyttede, men i et vist omfang har de farbare veje været, hvor lokalbefolkningen vedligeholdt vejene, og da byernes og enestegårdenes bønder skulle vedligeholde broer og veje, har der været et problem. For bønderne vedligeholdt hellere deres egne by, kirke- og mølleveje end regionale veje, de ingen glæde havde af selv. Derfor kan man sagtens forestille sig, at rejsende på hærvejen undertiden har valgt at følge de lokale veje.
Efterhånden som købstæderne ved både øst- og vestkysten voksede i betydning, flyttedes en del af trafikken ud mod øst eller vest, og Hærvejen langs højderyggen mistede betydning. Den havde været afmærket af Ole Rømer i slutningen af 1600-tallet, men op i 1700-tallet nedprioriteredes vejen. Yderligere faldt studeeksporten kraftigt i 1700-tallet.
Der er meget få skriftlige beretninger om benyttelsen af disse veje tilbage i tiden, men kroerne, som ligger - eller lå - som perler på en snor ned langs den nuværende Hovedvej 13, taler deres tydelige sprog om en betydelig vej. Syd for Viborg lå Non Mølle, Knudstrup, Klode Mølle og Engesvang, Pårup, Ll. Hjøllund, Hampen Sø Kro og Nørre Snede. De ældste af disse kroer kendes tilbage fra 1500-tallet, mens de nyere, Ll. Hjøllund Kro og Hampen Sø Kro kom til i 1700-tallet.
Der har været flere alternative ruter, og formentlig har Bølling Sø netop været et sted, hvor man kunne komme enten vest om (Engetved og Klode Mølle Kro) eller øst om (Funder Kro). Spor efter veje på Kolpensig Hede tyder på, at vejene igen er samlet her.
Der er gjort mange anstrengelser for at finde spor efter Hærvejen, og jo mere ivrigt, der er søgt, desto mere synes man at have ignoreret, at der har været en betydelig lokal trafik. Alle tegn i landskabet tages med det overordnede mål for øje let til indtægt for at de netop er tegn på eller spor efter disse gamle regionale veje. Det være sig gravhøje, hulveje, brolægninger eller befæstede veje, dynger af sten og studefolde.
Især i forbindelse med udlægning af "Hærvejsruten" og "Hærvejsstien" i begyndelsen af 1990'erne blev der gjort store anstrengelser for at få "Hærvejen" placeret igennem de smukkeste områder. Og der er da heller ikke meget grin ved at udpege Hovedvej 13 til "Hærvejen". Hvem vil gå eller cykle af den.
Det er godt nok, at udlægge gangstier og cykleruter igennem smuk natur, men at bilde folk ind, at de kører på Hærvejen, når de fx cykler fra Asklev over Ansø Mølle til Vrads er nok på grænsen til det uvederhæftige. Det er som om, at jo flere gange noget er sagt, desto mere sandt bliver det.
Jeg har i længere tid arbejdet med at undersøge disse forhold, og de fleste af "beviserne" for, at Hærvejen havde et spor forbi Ansø Mølle ved Salten Å på grænsen mellem Vrads Sogn og Them Sogn, har lokale og mere sandsynlige forklaringer.
Her var netop et net af by-, kirke og mølleveje, som jævnligt benyttedes og derfor blev holdt vedlige.
Ofte nævnes en befæstelse af en vejstrækning nord for Ansø Mølle som en gammel brolægning og et tegn på at her var et hærvejsspor. Dette var imidlertid den gamle by- og møllevej nord på op gennem Brokhule og videre til Asklev men også med forbindelse til Fogstrup og Them i øst og Sepstrup i vest. Da en ny vej etablerede, kom den til at slå et kraftigt sving mod øst og den gamle vej lå tilbage.
I 1820'erne havde den driftige møller og landmand, Frederik Møller, fjernet 12000 læs sten fra sine marker. Bl.a. derfor fik han det Kgl. Landhusholdningsselskabs sølvbæger. Han blev bekendt for at bruge sten til befæstning af gårdsplads og veje på sine senere ejendomme, Ørnborg og Salten Avlsgård (Løvenholt), så mon ikke mølleren har smidt nogle af disse mange sten i den vej, der ikke alene var byvej og en vej for møllegæsterne, men desuden førte til en del af møllerens marker.
Så den gamle brolægning er nok ikke så gammel endda, og Hærvejen forbi Ansø Mølle ??? Jo, den er god for turismen.
Jeg har beskrevet det i "Vandmøllerne ved Salten Å" , hvor der er søgt efter indicier for, at Hærvejen netop gik her. Ansø Mølle var i sig selv en magnet, men en efterforskning efter beviser for krohold på Ansø Mølle ud over en måske lidt udvidet beværtning af møllegæsterne, har ikke givet resultat.
Først med Jens Kirks køb af Ansø Mølle i 1832 kom der med sikkerhed mange aktiviteter til møllen, bl.a. brændevinsbrænderi, og møllen trak kunder mange steder fra. Længere tilbage i tiden var Ansø Mølle blot en af mange kornmøller, men den var privilegeret af en god og konstant vandføring i åen.
En vejhistorisk interessant vej igennem Vrads er i højere grad vejen fra St. Hjøllund over Vrads til Løve, idet det var en del af den betydelige vej, der forbandt såvel Viborg som Holstebro og Gjellerup med havnebyen Horsens.
Jeg arbejder på en mere detaljeret redegørelse, som snarest indlægges. (6/10-2009).
Palle Kousgaard
Se billeder fra sprængningeni Breve fra Landet under 5 juli.
11. september 2004 kl. 14.00-17.00 afholdtes som led i Bygningskulturens dag, (European Heritage Day) 2004 et åbent arrangement på Løvenholt, Højkolvej 8, Salten, 8653 Them.
Arrangementet var et samarbejde mellem Silkeborg Museum og Løvenholt, og medvirkende var bl.a. kammerherre, hofjægermester Lennart von Lowzow og hustru Birgitte von Lowzow (f. Foss), museumsdirektør Christian Fischer, civilingeniør og forfatter Palle Kousgaard og skovfoged Niels Bach.
Se et kort referat med billeder fra dagen i Breve fra Landet under 11. september.
Artikel om Løvenholt og Frederik Møller i Årbog 1999 fra Egnsarkivet for Them Kommune.
Lindegården i Them ejedes af Hans Mikkelsen, men den købtes af Them Kommune i 1972. Jorden udstykkedes til byggegrunde og centerfunktioner og gården blev revet ned. Vejen øverst i billedet er Rustrupvej og neders til højre er det Silkeborgvej.Luftfotografiet, som findes i Hans Mikkelsens familie, er taget fra sydøst.
Download artiklen om renovering af torvet i Them
"Blandt møllere og bønder, tilplantere og lyngtrimmere ved Salten Å" er arbejdstitlen på et et projekt, der påbegyndtes i foråret 1999. Ideen var at beskrive livet og udviklingen i et område på begge sider af den øverste del af Salten Å. Da ejerskab af ejendomme er noget af det sikrest dokumenterede, var grundtanken at gøre ejendommene til rygraden i egnens beskrivelse. Jordstykkerne og ejendommene ville blive bærere af historien og mennesker og familier bevæge sig ind og ud.
Denne form har været udmærket i forskningsperioden, men formen er skønnet at være for stiv til at bygge bøger op over.
Arbejdstitlen antyder en afsøgning af den menneskeskabte del af landskabets mystik i samspillet mellem bøndernes, husmændenes og land- og skovarbejdernes slid, tilplantningspionerernes visioner og landliggernes evne til at nyde. Det er mennesker med vidt forskellige tilgange og impulser, men uden medvirken fra alle grupper var landskabet ikke blevet det, det er i dag.
Vandmøllerne var mødesteder, og de største af dem blev økonomiske kraftcentre, fordi vandkraften tiltrak dynamiske personer, og skal man over en længere periode udvælge egnens i aktivitet ”betydeligste” mænd, vil flere af dem have været møllere, og vandmøllerne ville uundgåeligt blive dominerende i en generel historisk beskrivelse af egnen. Derfor har jeg valgt at skildre vandmøllernes historie i en separat bog, Vandmøllerne ved Salten Å, som samtidig er en nøgle til, hvad der videre måtte komme.
Den næste bog vil indeholde træk af udviklingen i byerne Vrads (Vrads Sogn), Velling (Bryrup Sogn), Fogstrup, Vorret og Sepstrup i Them Sogn og bringe byerne gennem udskiftning og overgang til selveje. Flere såkaldte enestegårde eller torp knytter sig til disse byer, fx, Bryrup, Ansøgård, Snabegård, Sillerupgård, Vipskovgård, St. og Ll. Hjøllund, Faurholt, Knop, Lystruphave, Kolpen, og Torup.
Muligvis bliver andre byer medtaget, fx. Tømmerby og Vinding, men det vil gøre værket væsentligt mere omfattende.
Efterfølgende vil udstykning og senere tilplanting blive en del af områdets historie, der foruden den genetiske naturskov, Velling Skov, omfatter plantagerne: Snabegård Plantage, Skærbæk Plantage, St. Hjøllund Plantage, Grane Plantage samt flere mindre plantager og muligvis nogle af naboplantagerne, bl.a. Løndal og Kongsø.
St. Hjøllund Plantage er desuden skildret i en særskilt, men udsolgt bog: Hvor Heden før var gold, nu skov og læhegn findes.
Der vil blive omtale af enkeltbegivenheder som mordet i Vorret 1786 (inspirationskilde til Blichers "Skytten på Aunsbjerg") sat i relation til Vorret og Fogstrup. "Mellem Nørre- og Ansø Mølle slog han Maren med en kølle." Han var Søren Pedersen af Vorret, og hun var hans trolovede, Maren Torbensdatter af Fogstrup. Skulle nogen kende denne skillingvise, er jeg interesseret i at høre nærmere. Den kendes ikke på Dansk Folkemindesamling, men er pt. til "granskning" i Det Kgl. Bibliotek.
Der vil blive flere personskildringer både af egnens mere ydmyge beboere, men også af de udefra kommende kommende iværksættere og "landliggere", der prægede egnen. Disse er bl.a. civ. ing. Alexander Foss, havearkitekt Erik Erstad-Jørgensen, professor, dr. med. Edvard Ehlers, arkitekt Axel Berg, som sammen med en "mandeklub" af andre "skønånder", bestående af blandt andre nogle af tidens førende arkitekter, Gotfred Tvede, Hack Kampmann og Martin Borch samt maleren Erik Henningsen, holdt til i sommervillaen på Vrads Sande. Der vil selvfølgelig også være beretningen om den lokale boelsmand, Christoffer Løvstad, som realiserede sine drømme og på sin ejendom Dunneborg opbyggede museum, park og restaurant Vrads Sande.
Der bliver en kronologisk opdeling. Som det ser ud vil
I. del komme til at omhandle overgangen fra fæster til selvejer i Fogstrup, Vorret, Sepstrup, Vrads, Velling-Bryrup. Byernes udskiftning kommer med i dette afsnit.
II. del omhandler befolkningstilvæksten og udstykningerne i perioden ca. 1800-1875. Konkrete gårdhistorier for prioden 1790 og op til næsten-nutiden for stort set alle ejendomme i projektområdet vil formentlig komme i et bilag: På den måde bliver bilagene en stor del af bogen. Men da gårdhistorierne formentlig er mest interessante for lokale/lokalhistorisk interesserede læsere, er det rimeligt at skille dem ud. I dete afsnit behandles også tilblivelsen af Snabegård Plantage.
III. del vil tage fat på tilplantning og bydannelse. Her vil blive en del personkarakteristikker, og mange af egnens plantager blive skildret ligesom Bryrupbanen, brunkulsgravningen, Katrinedal Teglværk og Katrinedal Mejeri forventes at blive væsentlige emner.
Meget af stoffet er samlet og nedskrevet. Udgivelsesplanen siger efteråret 2005, men dette er afhængigt af eventuel fondsstøtte. Fondsstøtten skal helst udgøre lidt mere en halvdelen af trykkeri- og udgivelsesomkostningerne.
