Breve fra landet 2007-2008
Vradsfestival 2008



I dagene 20.- 22. juni 2008 afholdtes den anden Vradsfestival.
Der indledtes d. 20. med en koncert med Channe Nussbaum og Spilniks
Hoveddagen var lørdag d. 21, juni med musisk eller anden underholdning for børn og voksne i Forsamlingshuset og i et telt i haven. Alle medvirkende har et stærkt Vrads-islæt, og de fleste enten bor i Vrads eller har stærk tilknytning.

Opdateres
se også www.vrads.dk
www.vradsfestival.dk

Fiskeørn eller rød glente?



Sommetider, når man ser et stort rådyr i tusmørket eller en stor fugl på himlen, tænker man, at det måske er en hjort eller en ørn? Men når man ser en hjort eller en ørn, er man sjældent i tvivl.
Vi sad i haven, og pludselig så jeg den forholdsvis langt nede og tæt på. Jeg var på vej ud at fotografere, så jeg havde kameraet ved hånden og fik hurtigt skruet en telezoom på. Håndholdt er det rystet, men alligevel er fiskeørnen tydelig. Det er ikke første gang, vi har set den, men føste gang så tæt på. Det blæste en del, og efter at have set på vandhullet, lod den sig føre mod nord op over skoven til søerne i overmarken. Vi så den ikke vende tilbage.

Og så er det alligevl ikke en fiskeørn, men en rød glente. Lokale ornitologer er enige på baggrund af billedet. Når glentens kløftede hale er bredt ud, er den ikke længere kløftet. Man kan jo forestille sig at halefjerene samledes, og så ville de yderste vise sig at være længere end de midterste - og altså kløftet. Jens Muff Hansen (JMH) har på indrapporteret til DOF - basen under lokalisteten Velling Skov med bemærkningen: set af PK over Vorretvej.

min beskrivelse er set 4/6-2008 over Fogstruplund, Vorretvej 9, 8653 Them

Palle Kousgaard

Jazz-jam i Medborgerhuset
Kulturstafetten afsluttede sæsonen med maner.

Det har været en lang og begivenhedsrig sæson for Kulturstafetten, som afsluttedes med en stor jazz jamsession fredag aften i Medborgerhuset. Det var den sjette jamsession i rækken, og hver gang har det været den unge Jakob Muff Hansen, der har været den udfarende og styrende kraft suppleret af Peter ”Opfinder” som lydmand og Gorm Øland og Palle Kousgaard som gennemgående musikere.


Jakob Muff, som er initiativtager, Brice Soniano på kontrabassen og Ayoe Angelica sammen med Henrik og Birk.


Rytmegruppen med Gorm Øland, Brice og Jørgen Vorm, unge Johannes Thulesen ved flyglet med flere musikere, Mette Burild, Gorm og Palle Kousgaard i Corcovado, Brice og Mette hygger sig, Det gør Palle og Ayoe også, før de skal igang med et nummer.

Hvor mange, der i alt har deltaget i de seks arrangementer, er ikke opgjort, men det har været mange, og variationen har været stor. En aften var der fire trommeslagere, der så skulle deles om trommerne, og en anden aften var der kun to trommeslagere, men til gengæld intet trommesæt, så de måtte slå på, hvad de kunne finde. Repertoiret har været en række såkaldte jazz standards, som jazzmusikere forventes at kende, men ikke altid nødvendigvis i samme toneart, så Jakob har arrangeret kompendier, så der skulle være et sæt noder til forskellige instrumenter. Men her ud over har der været frit spil for at spille i forskellige grupperinger.

Disse jamsessions er med fri adgang for både musikere og publikum, hvor et medlemskab af Kulturstafetten ikke var en nødvendighed om end nok et mål på sigt. Arrangementerne har ikke altid været lige publikumsvenlige, da der nødvendigvis må være en del snak mellem musikerne i de ofte noget tilfældige sammensætninger, hvor der ikke altid har været en rutineret eller sammenspillet rytmegruppe, som er en væsentlig faktor, når ikke-sammenspillede musikere mødes.
Men efterhånden som formen på disse jamsessions bliver mere gennemprøvet, kommer det til at fungere bedre og bedre, og denne afsluttende aften fik et så godt forløb, at Jakob erklærede, at selv om han flyttede til Århus, skulle han nok fortsætte.

Når det blev så godt denne aften, skyldtes det ikke mindst, at Jakob på flygel, Jørgen Worm på trommer og Gorm Øland på guitar havde fået følgeskab af den franske kontrabassist Brice Soniano, som spillede så ypperligt og med et stort musikalsk overblik, at det var en fryd at spille med, at lytte og at se.

Brice og hans danske kone, Mette Burild, som er jazzsangerinde og også medvirkede i fredagens jam, kom lidt tilfældigt igennem Vrads sidste år på den dag, der var Vrads Festival. De kom fra Cameroun, hvor de i junglen havde levet hos pygmæerne og lært deres musik, og de skulle egentlig videre til Holland, hvor de havde mødt hinanden på musikkonservatoriet i Den Haag. De forelskede sig imidlertid i Vrads, og da der netop ville blive en lejlighed ledig bag Vrads Købmandshandel, har de boet der siden. Men da Brice har mange jobs i Holland, Belgien og Frankrig, hvor parret desuden har bedre mulighed for lave musik sammen, er det snart tid at flytte til Holland. Der bliver dog mulighed for at opleve dem på Vrads Festivalen d. 21. juni i år, hvor de spille under navnet ”Iris”.

Lidt hen på aftenen kom yderligere et par musikere fra Vrads og Ayoe Angelica Ringgaard forbi, og i de næsten fem timer denne jamsession varede, var der masser af god musik og god stemning.
Ved disse jamsessions er der en skøn blanding af unge og ældre. Aldersforskellen mellem yngste og ældste ved instrumenterne var ca. 55 år.

De næste jamm-sessions er ikke lagt fast, men det er Kulturstafettens øvrige program for efteråret, og det kan downloades her.

Download Kulturstafettens efterårsprogram 2008.

Grusgravning

27. marts 2008

Det vakte stort postyr, da det kom frem, at den gamle ide om grusgravning i Ll. og St. Bredlund var vakt til live igen. Region Midtjyllands råstofplan omfattede et område, som Århus Amt for nogle år siden havde trukket tilbage.
Kun to lodsejere var interesseret i grusgravning, og ingen af disse boede på deres ejendomme. Resten var imod, og det gjaldt også beboere i de omkringliggende landsbyer, bl.a. Vrads, hvor en konstant transit af grusbiler var skræmmende. De store grusgrave i Hjortsballe, Asklev og Fogstrup har genereret en strøm af lastbiler gennem Them, og det er skræmmende.
Ved grusgravning i Bredlumdområdet er Hampen Sø i fare, og heldigvis er forskere ved Københavs Universitet i gang med en undersøgelse af grundvandsstrømme omkring søen, som er en af lobeliasøerne, meget næringsfattige og rene søer. Hampen Sø er en meget børnevenlig badesø.
Boget kan tyde på, at der skal tages så stort et hensyn til Hampen Sø, at grusgravning umuliggøres.
Jeg har indsendt et høringssvar, der dels kritiserer, at man ikke har undersøgt forholdene ordentligt på forhånd, men desudeb lægger op til, at der anlægges tvangsruter, så kørel ad de små kommuneveje undgås. Det vil betyde gruskørsel gennem Ringgaden i Silkeborg, hvad Silkeborg Kommune næppe accepterer. Man bør derfor under ingen omstændighed grave grus i Bredlund førend vejproblemerne omkring Silkeborg er løst.

Jeg har i dag taget en del billeder i grusgrave ved Asklev og Fogstrup. Grusgravning er en storindustri med store maskiner, hvor landskabet hurtigt kan modelleres om. Det er ikke længere en vognmand fra X-strup og en fra Y-by, der henter et par læs, men en stramt styret transport, hvor frekvensen af lastbiler er optimeret.
Der sker et stort automatisk sorteringsarbejde med lang transport på transbortbånd og vandforbruget til at vaske materiaerne er stort, men det er recirkuleret vand. Investeringerne er store, så der skal hurtigt omsættes noget materiale. Derfor bliver det hele så voldsomt.

Tidligere havde man, såvidt jeg har forstået, kun én entreprenør inde i et grusindvindingsområde, men nu han der sagtens være flere. En af entreprenørerne i Asklev er IBF, Ikast Beton Fabrik, der har købt Asklev Nygård. På et af billederne ses øverst i marken resten af et levende hegn. Det er ejerlavsskellet mellem Fogstrup og Asklev. For en lokalhistoriker er det virkelig et symbol på forandrede tider, da disse ejerlav eller byer jo i tusinde år var et forholdsvis skarpt skel, ofte mellem grandernes (byens bønders) græsningsret på overdrevet

På området gennemføres sidenhen en skovrejsning, hvor Skov- og Naturstyrelsen projekterer og udfører.


Ved Lillebælt

Påskedag var vi ved Lillebælt, nærmere bestemt i Sønderskoven ved Snoghøj. 2. Påskedag besøgte jeg Silkeborg Bad, hvor der var en udstilling af Kirsten Kleins skønne fotografier. Det trak lidt efter at lave rigtige billeder igen, men jeg nøjedes med at redigere de digitale biller i s/h.
Dog er billedet af Damgård i farve.

Stranden er smal og privat, og den gamle lillebæltsbro og højspændingsledningerne knejser. Et klassisk spørgsmål er, hvilken af den gamle lillebæltsbros ender er løngst mod vest? Man skulle jo tro, at det er Jyllandssiden, men det er faktisk omvendt, hvad man kan se på et kort.

Når man går lidt væk fra stranden, skal man iøvrigt tage vare på det glatte ler, "lillebæltsleret" eller det plastiske ler, som kan være temmelig fedtet.


Verden som Landskab 11. november 2007

Jeg var i København for bl.a. at aflevere et læs eksemplarer af Mennesker og Landskab til DBK, så de kan leveres gennem boghandelen. Jeg skulle desuden aflevere eksemplarer til donatorer til bogen og eksemplarer til Den Hirschsprungske Samling og Statens Museum for Kunst. Da det er mange af sidstnævntes billeder, jeg har brugt i bogen, og da jeg kunne se, at der netop var en stor udstilling om nordisk landskabsmaleri fra 1840-1910 ville jeg gerne aflevere bogen personligt. Der var imidlertid ikke rigtig nogen til stede, der kunne tage imod den, men under receptionistens telefoniske jagt på en af de relevante personer, lykkedes det at få fat på en, - der godt nok var ude i byen. Da min bog omtaltes som "en afsindigt flot bog", glædede det mig, men ikke mindre, at "den fjerne" i telefonen, som også jeg førte en næste uforståelig samtale med i larmen i den store forhal, kvitterede med, at jeg skulle have den fine bog til udstillingen, og at jeg selvfølgelig skulle gratis ind.

Nu havde jeg også købt rettigheder til billeder fra museet fpr 6-7000 kr., men alligevel.

Det jeg ville sige med dette er, at det er en meget flot udstilling, - ja nogle af billederne er, så man næsten får åndenød.

Kan man lide gamle landskabsbilleder, og har man muligheden, så se udstillingen!

Palle Kousgaard

Vradsfestival 23. juni 2007

En stor del af det fællesskab, vi deltager i på landet er omkring aktiviter. Vi mødes om alle de forskellige aktiviter, og ser hinanden fra forskellig side. Vrads er et af de "aktivitetscentre", der er. Vrads skal ikke ikke forherliges, men det er det, vi gør den til. En smukt beliggende by med mange aktiviteter. Vrads Købmandshandel, Vrads Koret, Vrads Spillemandslaug og Vrads-revyen er nogle af de delvist formaliserede aktiviter, jeg er med i. Jeg er pt. ikke medlem af spilledåsen, men skal jo nok være det for at støtte sagen. Det er Spilledåsen, der er initiativtager til Vradsfestivalen, hvor mange af byens bands optræder.
Her bliver også jazz. Vi har en Vrazzjazz trio, hvor Troels Bjerrum på piano og jeg på tenorsax er ankermænd, men desuden har den travle Hans Holm med på bas. Vi spiller på Vradsfestivalen sammen med Ayoe Angelica Ringgaard, som Hans og jeg også har fornøjelsen af i Old Boys Big Band. Efter sommerferien flytter hun til Købehavn, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun har en stor sangkarriere foran sig.
Se program med mere på festivalens hjemmeside

Vrads, Åben landsby - Levende kultur

I vinterferien i februar 2007 havde jeg taget initiativ til, at Vrads deltog i den ny Silkeborg Kommunes kulturugeinitiativ.
Se omtalen på Vrads' hjemmeside.

Lav aktivitet på siden

Arbejdet med færdiggørelsen af bogen: Mennesker og Landskab har været så omfattende, at jeg ikke har haft energi til at vedligeholde hjemmesiden. Det beklager jeg. Desuden er mange andre projekter kommet til, bl.a. Vrads, åben landsby - levende kultur, som afholdes 10. og 11. februar 2007.
Se program på på Vrads' hjemmeside

På grund af mange billeder kan opdateringen tage lidt tid, så hav tålmodighed.
Jeg har delt nogle af brevene op i halvår, så siden "kun indeholder et halvt år. Det er sikert også rigeligt.


Palle Kousgaard, Fogstruplund, 8653 Them

Flere breve i
arkiv for de ældste.
1. halvår 2004
2. halvår 2004
1. halvår 2005
2. halvår 2005
2006

Tilbage til forrige side



Top