Der er nu lagt tekster ind fra Vradsrevyen 2006. 12. oktober 2006.

Ud over, at jeg bruger meget tid på bogen ”Mennesker og Landskab”, har den sidste tid være præget af Spilledåsen i Vrads og en kulturkanon for Nysilkeborg Kommune.

Spilledåsen består af et øvelokale konstrueret så mindst muligt ”larm” når ud af rummet til byen. Det betyder, at der er bygget et hus inden i huset, hvor de to dele er skilt af isoleringsmateriale – i Vrads papiruld – og at den inderste og den yderste konstruktion ikke er i fast forbindelse, men kun forenet ved gummifuger.

Formålet med spilledåsen er at lave et øvelokale for unge og gamle, der kan bruges til kraftig musik. I Spilledåsen er desuden indrettet et værested, der primært er for de unge.
Huset er bygget i tilknytning til Vrads Forsamlingshus og realiseret via forskellige fonde, gaver og lån samt en del frivillig arbejdskraft. Alligevel manglede der ca. 60 ts. kr., og der blev derfor lavet nogle støttearrangementer. Det første var en stor middag umiddelbart efter indvielsen d. 15. april. ”Korshøjs Køkken” lavede maden og gav overskuddet ubeskåret til formålet. (Lars Korshøj er tidligere formand for forsamlingshuset). Efter middagen var der jazz og dans, hvor en til lejligheden sammensat kvintet spillede. Her var spilledåsens initiativtager og formand, Ebbe Høyrup, på guitar, den nytilflyttede Henrik Rasmussen på bas, Philip Stewart på trommer, Hans Holm på piano og jeg på tenorsax.
I fredags (28. april) havde vi så et nyt støttearrangement, denne gang en koncert med lokale kræfter. Flemming Laursen indledte med nogle uakkompagnerede, morsomme viser. Herefter spillede Gerold Klaus, som spiller bratsch i ”Concentus Musicus”, et verdensberømt ensemble fra Wien, mn bor i Vrads, en solosonate for violin af Telemann. Tredje indslag var med den unge sangerinde Ayoe Ringgaard, der sang jazz-standards accompagneret af Hans Holm på piano og Michael Wedgewood på bas. Herefter fulgte en trio med Philip Stewart og Anders Holm på guitarer og Michael Wedgewood på bas. De sang og spillede nogle flerstemmige rocknumre med Philip som forsanger. Endelig afsluttedes med Jazz, hvor jeg var med på sax, Hans Holm på piano, Michael Wedgewood på bas, Philip Stewart på trommer og Kim Rasmussen på diverse slagtøj. Ayoe Ringgaard sang. En fin koncert af en by med under 200 indbyggere. Ayoe og hendes familie har sommerhus i Vrads som skal blive til helårshus, og der ud over er jeg den eneste, der ikke bor i byen.

Midtjyllands Avis havde fået ideen at sammensætte en liste på 25 kulturelle pejlemærker, der skulle medvirke til at give borgerne i den ny kommune (Silkeborg+Gjern+Kjellerup+Them) en viden om væsentlige steder, personligheder, hændelser m.m.
Listen offentliggjordes i Midtjyllands Avis lørdag d. 29. april og vil blive fulgt op med et tillæg i juni. Jeg var blandt de 10 i kommiteen, der udvalgte på baggrund af læserforslag + vores egne forslag.
Jeg har bestemt ikke været tilhænger af den nationale kanon, hvad man kan læse om i antiapatisk platform, hvis man gider. Men vi har ikke på samme måde valgt ét værk, én person, men i højere grad nogle kultur- og natursammenhænge.
Nogle emner er måske mere oplagte end andre, og der vi da sikkert også blive lidt diskussion.

Kommentarerne er mine personlige, og de forhold, jeg ikke kender så meget til, er skrevet efter hukommelsen. Der kan derfor komme rettelser.

På Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside offentliggjordes i 2004, at Rold Skov ikke længere var Danmarks største skovområde. Dets 8000 ha blev overgået med 500 ha af et skovbælte syd for Silkeborg, der strækker sig fra Gludsted Plantage i vest til Addithus Skov i øst. Det meste af dette ligger i Them Kommune, og omfatter skovene St. Hjøllund Plantage, Skærbæk Plantage,Grane Plantage, Snabegård Skov, Velling Skov, Løndal Skov og Løndal Østerskov. Også Ry Sønderskov, skovene under Højkol, Høvild og Løvenholt og Pårup Skov hænger sammen med disse, og det gør også Kongsø Plantage og Palsgård Skov, som nol næppe er regnet med.
Det er ikke "Silkeborg-sovene", men den sydligste del af Silkeborgskovene, som strækker sig til Ry Nørreskov, omfatter 4000 ha, der kun er skilt fra Ry Sønderskov med få hundrede meter.

Det er imidlertid ikke kun størrelsen, der er interessant, men strækningerne omfatter helt enestående naturområder med søer, bakker, heder, naturskov og Plantage. Her er masses af vandløb, bl. Salten Å og en første spæde del af Storåen.
Her ligger skovgodser som Højkol, Løndal og Høvild og på bedste vis repræsenterer skovene såvel privat skov som statsskov. Også Hedeselskabets store indsats, som gavnede mange af de små samfund, er gennemgående træk.
Vrads By ligger helt indesluttet af denne skov.

Vrads Sande er en indlandsklit skabt af det aflejrede sand umiddelbart vest for isstilstandslinjen i sidste istid. Talrige sandflugter, som opstod når det sparsomme plantedække blev brudt, har op igennem tiden givet store problemer for bønderne mange steder. Omkring Vrads er mange af den slags sander, men de fleste af dem er nu tilplantet med skov. Sådan var det også gået med Vrads Sande, hvis ikke arkitekt Frits Koch i begyndelsen af 1900-tallet, sandsynligvis ved sing gode ven, arkitekt Gotfred Tvedes medvirken, havde fået greve Brockenhuus-Schack, Giesegård, til at fratræde den købekonkontrakt som plantør og senere skovrider Peter Stærmose, St. Hjøllund Plantage, havde indgået på grevens vegne. Hermed kunne Frits Koch erhverve det egentlige sandflugtareal sammen med et tilstødende areal, han havde købt af en bonde i Vrads. Frits Koch byggede i 1904 en sommervilla, som i en efterfølgende ejers, arkitekt Axel Bergs, tid blev et mødested for en mandlig kunstnergruppe, som talte bl.a. arkitekterne Gotfred Tvede, Hack Kampmann, Martin Borch og maleren Erik Henningsen.
Til ejendommen Vrads Sande hører ca. 145 ha, som er mere end det egentlige sandflugtsområde. Det er et enenestående smukt område med lyngbakker med mange enebærbuske og en hedesø, der godt nok er opdæmmet. Der er mange moser og bakker, bl.a. indeholder den vestlige del, Vrads Bavne Hede, Vrads Bavnehøj, der formentlig gav navn til Vratzhøg Herit, senere Vrads Herred.

Det "andet" Vrads Sande, som ikke ligger i Vrads men i Ansø ligger som nabo. Her kunne de etablerede kunstnere se ned til naboen, boelsmand Kristoffer Løvstad, som realiserede sine drømme og omdannede en del af sin hede til park med søer og grotter. Hans ejendom, der også rummede museum, blev til et udflugtssted, kendt over det meste af Jylland. I 1972 blev stedet time-share hotel og er nu af Shri Ram Chandra Mission (SRCM) internationalt meditationscenter.

Hjejlen forbindes af de meste mennesker med Silkeborg. Hjejlen er verdens ældste hjuldamper i funktion. Den sejler trofast sine ture fra Silkeborg til Himmelbjerget og båden er flagskib i Hjejleselskabets både, som sejler på Silkeborgsøerne.

Gudenåen er Danmarks største å, og den er defineret som en flod. Den løber gennem alle 4 kommuner og var med sin vandkraft årsagen til oprettelsen af Silkeborg Papirfabrik og dermed oprettelsen af Silkeborg By. Gudenåen har i høj grad været kulturbærende. Pramdragerkulturen med den stadig eksisterende træksti, gav et væsentligt bidrag til egnens liv, og kroer som Svostrup Kro skylder pramdragerkulturen deres eksistens.

Der er personer, man både i omverdenen og i Silkeborg helt oplagt forbinder med Silkeborg.

Asger Jorn er ikke til at komme uden om. Ikke alene var Jorn, med oprindeligt navn Jørgensen,en stor kunstner, der i sig selv og i det gruppetilhørsforhold, han især er kendt for, Cobra, har haft stor påvirkning på andre. Jorn er desuden den mest verdensberømte silkeborgenser, og han donerede sin meget store kunstsamling til byen, så Silkeborg Kunstmuseum kunne oprettes. Også på biblioteket hænger malerier af Jorn, som han har foræret byen.

Michael Drewsen blev Silkeborgs grundlægger. Egentlig var det hans far, papirfabrikant ved Strandmøllen m.m., J.C. Drewsen, som i forbindelse med et af Himmelbjergmøderne i begyndelsen 1840'erne blev opmærksom på Gudenåens store vandkraft. Det lykkedes ham at købe Silkeborg Hovedgård og Mølle, og det blev især sønnen Michaels livsværk at opbygge Silkeborg Papirfabrik.

Himmelbjerget ligger i Ry Kommune, og det kan Silkeborg ikke kanonisere. Men Himmelbjerget har betydning for Silkeborg, og drivkraften i Himmelbjergmøderne, St. St. Blicher, boede en stor del af sit liv i den nuværende Kjellerup Kommune, Vium og Thorning, og mange af hans historier foregår på den egn. Så navnet St. St. Blicher kan ikke skilles fra "Blicheregnen", som også rummer herregården Aunsbjerg.

Theodora Lang var en aktiv kvinde, der oprettes skole, gymnasium og seminarium i Silkeborg.Hendes skoler skabte et helt miljø for undervisning omkring Skoletorvet (som måske burde hedde Theodora Langs Plads). Det var fremsynede og højt respekterede institutioner, hvoraf dog kun skolen er tilbage.

Jeg lægger i løbet af nogle dage resten ind.

Vi har været på familiebesøg i Frankrig, nærmere bestemt i Saint Cyr s/Mer ved Middelhavet ca. 40 km øst fra Anne-Grethes fødeby Marseille. Saint Cyr s/Mer er en lille by, hvor der ligesom de fleste andre steder på kysten sker en kraftig udbygning. Det er et sted, mange vil bo, og det er i øvrigt også stedet, hvor der på torvet står en forgyldt udgave af frihedsgudinden. Det skyldes, at billedhuggeren Frédéric Auguste Bartholdi, som skabte Frihedsgudinden kom fra saint Cyr.
Frihedsgudinden symboliserer USA uafhængighed af England, som blev resultatet af uafhængighedskrigen 1776. Initiativet til stautuen blevet taget i 1865.
Vi kom til saint Cyr d. 1. marts, og der var ret koldt, men efter en dags tid blev vejret bedre, og dagtemperaturen kom op på 12-18 grader.

Dejligt når solen skinner og man kan finde læ for Mistralen. Så kan man sidde ude og nyde livet, som ovenfor på fortovscafe i St. Jean, som ligger i den østlige ende af strandpromenaden i La Ciotat (hvorfra inspirationen til min novelle Serenade i Syden stammer). Jeg vil snarest lægge nogle billeder og tekst ind.

Vi kom hjem over Paris, hvor vi skulle en tur igennem byen med bagage fra Orly til lufthavnen Ch. de Gaule. Temperaturen var fra 18 grader i Saint Cyr faldet til 7 grader, og solen var afløst af regn. Da vi nåede Billund, var temperaturen faldet til -5 grader, og regnen var erstattet af sne. Vel hjemme kl. 22.00 var temperaturen faldet yderligere et par grader, og jeg skulle straks have gang i brændefyret, da vi 10 dage havde fyret med dyr olie. Det gik fint med at få ild, og vi kunne slappe lidt af. Men omkring kl. 23 ringede telefonen. Det var min gode nabo Ejvind, som spurgte om jeg var klar over, at vi havde skorstensbrand. Han havde lige været ude for at fodre sine katte, og så havde han set ilden stå op af skorstenen. Skorstensbrand er ild i soden i skorstenen, og det er ikke så farligt, når man har fast tag og intet brandbart omkring huset. Men hvis uheldet er ude, og renselemmem på loftet ryger ud eller skorstenen revner, så kan ilden få fat i trækonstruktionen, og så er det lidt sent at ring efter brandvæsnet.Så det gjorde jeg med det samme, og det bør man gøre for alle eventualiteters skyld! Så får man renses skorstenen under betryggende forhold og konstateret, om noget er galt. Og hvis noget er galt, har man sparet den tid, det tager her på landet, før de kommer frem. To brandbiler og en indsatslederbil. Walkie-Talkier, støvletramp og trængsel i korridoren.

Rent faktisk sprængtes renselemmen på loftet, men der skete ingen skader - udover at en brandmand trådte en rygningssten i stykker, så tak til det frivillige brandkorps i Them-Gjern og Slkeborg.

Fredag aften ved 23.30 tiden lød alarmen fra Vorretvej ved Katrinedal, hvor der var ild i en skorsten, og det var en af de mere voldsomme skorstensbrande, fortæller Per Jensen.

Ilden blev slukket uden at der skete noget med huset. Til gengæld konstaterede brandmændene under slukningsarbejdet, at en renselem på loftet var gået i stykker, hvilket godt kunne have fået ilden til at brede sig.

Lille torv i Aix en Provence

I tider, der virker surrealistiske på den store bane, er det dejligt at mærke, at der er godt at være i nærmiljøet, og for mig er nærmiljøet en trekant, der kan tegnes mellem Them, Bryrup og Vrads. Vi bor ret centralt i denne trekant, men har, når de hjemlige aktiviteter undtages, flest aktiviteter i Vrads, for Anne-Grethes vedkommende på meditationscentret og for mig i byen.
En væsentlig forskel på mit liv i København og her på egnen er, at jeg her tager folk, for det bedste jeg møder i dem. Vi dyrker lighederne mere end forskellene, men bruger dog de eksisterende forskelligheder i vore fælles projekter. Det betyder gennemgående, at det er muligt også at tale ud fra forskelligheder og forskellig verdensopfattelse og først og fremmest lytte til hinanden. Vi skal ikke flytte hinanden. Der, hvor vi ved fælles hjælp kan flyttes, kan det blive til projekter, ellers lader vi det ligge, for der er nok at gøre endda og nok at mødes om.
For nogle år siden var der alvorlige sager, der medførte hårde udvekslinger. Fx om en ”developer” skulle have lov til at købe en gård, udstykke den og på den måde mere end fordobler indbyggertallet. Heldigvis – for jeg mente nej og argumenterede for mit synspunkt – blev det ikke til noget.
Sådanne projekter, der oftest kommer udefra, kan sætte sindene i bevægelse, men i de projekter, vi selv sætter i gang, vælger vi jo kun dem, nogle brænder for og andre bakker op om. På den måde er Vrads Købmandshandel opstået og den går nu med sin bemanding af frivillige købmænd ind i sit 14. år som byens absolutte midtpunkt, velkonsolideret og oven i købet i stand til at udlodde et tilskud til indretningen af det spille- og værested, som en gruppe forældre tog initiativ til, og som nu er ved at blive bygget. Det kanaliseredes herefter over i Borgerforeningen, men byggeriet er nu formelt blevet en del af Forsamlingshuset, hvad der er mest praktisk, da det bygges på Forsamlingshusets jord og i tilknytning til dette. Sådan fungerer de forskellige foreninger fint sammen, men det er da også de samme mennesker, der på skift sidder i de forskellige bestyrelser, vandværket inklusive. Samtidig er der en stor forståelse for, at hvis nogen har gode ideer for fællesskabet, så bakkes det op - vi stiller op for hinanden. Og skal der musik til, er der masser af musikalske og spillende mennesker i byen.
En af dem er komponisten Hans Holm. Han er en travl mand, der især laver børnemusicals, som han sætter op på skoler. Han dirigerer kor og orkestre, men alligevel prioriterer han arbejdet for fællesskabet højt. Han er købmand og leder af Old Boys Bigband, som jeg spiller i, men han er også initiativtager til Vrads Koret. Det er et rimeligt seriøst kor, men det er kun for mennesker med stærkt tilknytning til Vrads. Ideen er nemlig også her et møde mellem sanginteresserede i byen og en god måde for tilflyttere til byen at blive integreret. Meget ”fremmede” er der ikke, men der har dog været hollændere, tyskere, østrigere og englændere gennem koret, og de har indimellem lidt svært ved de danske sangtekster.
Vrads koret giver ikke koncerter uden for Vrads, for det er ikke formålet at optræde ude. Men øveaftenerne, som holdes søndag aften ved Hindsbergflyglet i Hans Holms arbejdsrum i Vrads Gamle Præstegård er en intens og morsom aften på grænsen til salighed. Ikke fordi det er i en tidligere præstegård, men fordi alle er så nærværende og vil sammenholdet. Det er aftener jeg meget nødig vil undvære.

På landet, som det jo er, sker der ikke så meget af sig selv. Der er ingen passiv underholdning. Egentlig er det sjældent, at vi kommer "til middag" hos hinanden. Men vi laver meget sammen. Man skal ville det og være nærværende. Det er nok derfor, det kan være – og i dette tilfælde er - så skønt og positivt at bo på landet.

Palle Kousgaard
12. februar 2006

Jeg har længe ønsket mig en kane. Og da min nabo Ejvinds arbejdskammerat Kajs onkel, Karl Rasmussen, døde sidste år, skulle de rydde hans lille ejendom, og dér stod en kane. Overdelen var rådden, så den blev smidt ud (jeg ville ellers godt have set, hvordan den så ud). Kaj havde ikke brug for en kane, for han var netop blevet sagt op fra den skovarbejderbolig, han havde boet i i mange år. Ikke fordi han ikke ville arbejde i skoven mere, men fordi man ikke kunne enes i ejerfamilien, hvad der kom til at gå ud over mange andre. Men det er en anden historie. Så havde Ejvind fået den, og derved var den kommet til at stå uden for Ejvinds ejendom, hvor den sikkert ville have stået indtil den var savet til brænde. Men jeg så den, og spurgte Ejvind, hvad han skulle bruge den til. "Vil du have den?" spurgte min altid hjælpsomme nabo, Ejvind, og det lod jeg mig ikke sige to gange. Kanen kom op på en vogn og blev transporteret hjem, hvor den kom til at stå i maskinhuset et halvt års tid med traktorens frontvægte på mederne for at få understellet i form igen. Det har sikkert stået stuvet sammen med en masse andet et eller andet sted på ejendommen i mange år, og var derfor blev skævt. Men den kraftige egetræskonstruktion, der måske har været en arbejdskane snarere end en personkane, var i fin form.
Da så sneen kom fornylig, fik jeg pludselig travlt. Jeg havde tænkt enten at lave anen fint istand til eventuel hestebefordring til brug sammen med en af mine mange venners heste, eller at lave en "brugs"kane, en stor slæde som vores besøgende børn kunne have glæde af. Det enkleste og hurtigste var derfor at få fat på en krydsfinerplade, save den til og forme den, og så forsyne den med nogle håndtag. Igen kom min varsomhed med at smide ud mig til hjælp. Rester fra staldbindinger kunne blive perfekte håndtag. De var godt nok alle forskellige, men det var jo ikke nogen designkonkurrence.
De 90 heste, overskriften praler med, er Lamborghinien 874-90 DT Grand Prix Turbu (Et flot navn der dækker over, at det var en billig kampagnemodel, sammenflikket af udgåede traktordele), så der skulle laves et træk. Det simpleste var et reb, men for at sikre at rebet ikke for let blev trukket med af hjulene, hvis kanen gled hurtigere end traktoren, lagde jeg rebene ind i to stykker Pel-rør. Det er bedre, men ikke nogen endelig løsning. Med rebet kan kanen få nogle gode svingture, når traktoren kører i ring, men løsningen er ikke idel, når det går ned ad bakke. Så må passagererne hoppe af og holde igen på kanen. Det må løses, når sneen er væk, så den er klar til næste sneperiode.
Billederne er taget af Anne-Grethe og børnene er Sillas, Ronja, Mariko og Ronja.