For en måneds tid siden døde vores sidste kat. Formentlig påkørt af en bil, for vi fandt den i ladeporten med en flad venstre kind. Katten var meget bange for biler, men befandt den sig på den modsatte side af vejen i forhold til gården, sprang den for livet over vejen for at komme i sikkerhed. Og det var ikke altid lige smart.
Katten var rødbrun og hvid og en kastreret hankat.
Næste dag spankulerede en brun due rundt på gårdspladsen, som om den altid havde boet her, og det var tilsyneladende også dens hensigt fremover. Det var lidt sjovt lige dagen efter, katten var død, og den var næsten sendt som en trøst. Jeg var sikker på, at det var et eksempel på "instant reinkarnation", altså at katten genfødtes omgående og oven i købet i voksen form, måske af samme alder som katten, ca. 3 år. Alternativt kunne man da også forestille sig, at duen var sluppet ud af naboens, Ejvinds, dueslag, og at det var derfor, den var så tam.
Ejvind bekræftede, at det var hans due, men at vi gerne måtte beholde den. Men ofte gik der, sagde han, kun et par dage, før duehøg eller musvåge havde fået gjort kål på tamme duer i det fri. Nu er der gået en måned. Vi ved ikke, hvad køn den er, men nu har den fået en partner. En brevdue, som enten har tabt sit brev og derfor ikke har turdet komme hjem, eller som simpelthen er blevet forelsket på en studs og det i den grad. De er næsten uadskillelige. De tilbringer gerne natten på samme "Albertslundlampe", men i dag sad de meget flot, symmetrisk på hver sin lampe ved den ny hovedindgang til vores kursuslokaler.
Her sidder de som to løver, eller som Odins Ravne. Men det er duer.

Som barn og ung i Trørød nord for København boede jeg med have ned til Kratmosen, hvor de mange nattergale var min "godnatsang". Som ung gik jeg tit tur om natten ud i terrænet, og jeg har savnet nattergalen sang ved mine andre boliger. Her på gården havde vi et år en enkelt nattergal, der sang forgæves. Den er aldrig vendt tilbage.

I aften tog vi til i stedet til Sminge Sø nord for Silkeborg for at høre nattergal. Sminge sø er et smukt sted, og vi hørte nattergalen, men vi skulle nok ikke have taget afsted en lørdag aften i juni, for der var meget larmende fester i omegnen og brovtende, brægende fulde unge. Gad vidst, hvordan jeg selv var dengang?
Nå, men vi fik set søen og hørt og set flere fugle.

Den 1. juni var det 11 år siden, vi overtog gården og næsten 13 år siden, vi flyttede fra København. Vi var godt nok i Hellerup i oktober for at pakke de fleste af vores ting, for vi vidste at flytningen var absolut.

Jeg viste nogenlunde, hvad vi kom over til, men ikke hvordan det var at bo her. Som landligger havde jeg tit ønsket at kunne bo et helt år i vores sommerhus, Lavlund, i Ansø og opleve et helt års skiften. En romantisk tanke, som er stærk i drømmen, men lidt anderledes i virkeligheden. For nok oplever vi her årets skiften, men det går undertiden så hurtigt, at det er svært fordøje det hele. Specielt i denne tid er det svært at følge med, hvor de elementer, der præger landskabet kommer i hurtigt tempo.

Løvskoven er allerede ved at være ”skovgrøn”, en ensfarvet masse, der hurtigt afløste de myriader af grønt, foråret bragte. Egen og asken er stadig spæde i bladene, men det går hurtigt over.

Lige nu er det hvidtjørn og gyvel, der står markante, mens modebusken, rhododendron, præger haverne. Også hos os, og vi har endda plantet en oppe ved Fuglemosen, og den gror allerbedst, men det har været nødvendigt at hegne den, så rådyrene ikke forgreb sig på blade og knopper. Det har været mode på egnen på de store ”landliggerejendomme” at plante rhododendron ud i naturen, bl.a. på Højkol og Addithus.

Men nu er det er hvidtjørnens tid, selvom også røn, sargentæble og abild foruden de almindelige æbletræer blander sig. Hvidtjørnen er for mig den smukkeste og mest poetiske af de blomstrende buske. (Jeg ville tage et billede, men vejret er lidt kedeligt).

Men egentlig var det ikke naturen, jeg ville skrive om, men om os selv. Efter 13 år har vi stadig ikke fortrudt, at vi flyttede så langt ud på landet. Vi har flere venner her, end vi havde i København, og vi har et forholdsvist tæt forhold til mange mennesker, som det ville være for stærkt at kalde venner. Det er karakteristisk, at man naturligere falder i snak med folk her. Det skyldes vel både, at der er tyndt befolket, men også at folk ikke har travlt med at markere deres position. Det er langt lettere at mødes om noget. Man er mere lige, og der er ikke så meget pjat. Men det er nok især i mødet mellem tilflyttere indbyrdes og tilflyttere og ”indfødte”, at det flyder let. Det er tydeligt, at mange, fra slægter, der har boet her i generationer, meget let kan have en hel masse ”på hinanden”, som gør, at man bestemt ikke opsøger hinanden.

I København kendte jeg mest til arbejds- og foreningsbekendtskaber. Ud over i familien var det i sådanne kredse, man omgikkes. Som selvstændig – eller hvad man nu skal kalde det – har jeg ikke meget arbejdsfællesskab, men kender folk igennem landbruget og det lokalhistoriske arbejde. Det er klart, at mine lokalhistoriske bøger har gjort mig kendt, ligesom også de byggemodningsprojekter og torveanlæg, jeg har stået for, har skabt bekendtskaber. Men det er karakteristisk, at der ikke kommer noget af sig selv. Muligheden for at gå ud at mærke liv, som man kunne i København, mærke at man var en del af en sprudlende helhed, findes ikke her. – Jo, vi kan tage til Vrads og sætte os ind i købmandshandelen, hvor et par kopper kaffe ved det lille, runde bord tager så tilpas lang tid, at der bliver tid til at snakke med købmanden (der er omkring et dusin frivillige købmænd) eller andre kunder eller snakkelystne, der på samme måde falder forbi. Vi er en selvfølgelig del af livet i Vrads – selvom vi bor 7 km væk. Livet flyder så godt i Vrads, at jeg, som ellers ikke er særlig glad ved meget af samfundsudviklingen (det kan man forvisse sig om ved at klikke ind på antiapatisk platform) kan tænke, at Vrads er en enklave fri for verdens dårskaber og med en vilje til et positivt fællesskab, der åbner op for andre. Der er det værd at lægge sine kræfter.

Det er især aktiviteterne, der giver bekendtskaber, selv om aktiviteterne ikke nødvendigvis er formaliseret i foreninger. Meget opstår spontant, fordi nogen tager et initiativ: Skal vi ikke lave en revy? Hvem vil være med.

Der kommer mange på gården, men det er især kursister eller kunder til Anne-Grethes kreative og kunstterapeutiske kursusvirksomhed, som vi efterhånden har fået givet fine rammer, så der ud over hendes eger atelier er et kursuslokale, møderum, gæsteværelse og her sidst en ny entre med garderobe, som netop blev færdig til min 60-års fødselsdag.

Vi kom delvis herover i forbindelse med opbygning af meditationscentret på Vrads Sande, som vi var med til at købe til foreningen SRCM. Anne-Grethe er stadig med i dette fællesskab, mens jeg meldte mig ud for fem år siden. Men her er stadig en del af mine gamle venner, og nogle af dem, spiller jeg musik med i Vrads Spillemandslaug. Så er der Old Boys Bigband og Vrads Koret. Begge dele gode aktiviteter med en stærk følelse af samvær(d). Og vi har også meget forskellige, men gode naboer, - på landet kan man ikke nødvendigvis se over til sine naboer, og de kan nemt bo en kilometer væk eller mere.

Mit liv er her. Alligevel har jeg et ambivalent forhold til storbyen – her i form af København. Da jeg boede i København, følte jeg ikke den store forskel ud over roen og naturen her, som jeg nød at tage over i. Men her føler jeg en stor forskel. Det er som to parallelle verdener i forskelligt tempo. Forskellige mennesker, forskellige mål og især forskellig økonomi. Det er som om, at folk i København får en masse penge for noget, vi ikke regner her. Som om der er en kunstig økonomi, der pustes op inden for bestemte netværk, hvor man bevilger hinanden jobs og høje lønninger. Den slags jobs er der ikke her på landet. Jeg har i hvert fald ikke mødt dem.

På sin vis kan det også være lige meget, men jeg kan ikke bare ”slippe” det, der sker, og hvorfra ringene i vandet aldrig når her til. Vi er kun tilskuere, ikke rigtig medspillere. Som gammel københavner har jeg sikkert også en længsel efter, at det, jeg laver, også skal høste anerkendelse i København, samtidig med at jeg ved, at det liv, jeg har valgt, er så langt fra livet i København om næsten muligt. Jeg har i højere grad realiseret noget, vi drømte om i København i slutningen af tresserne, men som nu er så langt fra de mere materialistiske drømme, der nu drømmes i København. Penge og oplevelser. Ikke kontemplation i naturen. Jeg har fået det, jeg har valgt, og jeg har realiseret mange af mine drømme: Flytte i naturen, blive (en slags) landmand med gård og smukke omgivelser, bygge de gamle længer om til smukke udfoldelsesrammer, skrive bøger og spille musik! Alligevel gnaver en splint. Vanskeligheden ved at holde fast i, at det man gør, er det, man vil. Dybest set er man den eneste, der kan vurdere værdien af det man gør.

Set udefra er vores liv ideelt, men det er ikke nok. Jeg har aldrig villet lade andre definere mine mål, men ind imellem melder usikkerheden sig, om jeg selv kan definere dem. Om jeg arbejder mod det rigtige mål. Jo mindre del af ens liv, der ligger forude, desto mere presserende bliver det, at føle sig på det rette spor. Tiden kan ind imellem føles som en tikkende bombe, og der er ikke længere oceaner af tid til dette væsentlige.

At realisere sig selv, at præstere det umulige, at udødeliggøre sig, at udvikle sig spirituelt, at være til stede i alt, hvad man foretager sig, at gøre en forskel? Der er mange bud på det. Men at være i nuet er et godt bud. Det kan man også være, når man planlægger. Nogen vil hævde, at det var overgangen til til vores protestantiske tro, der gjorde arbejdet og den fysiske manifestation til et mål i sig selv. Begrebet "rettidig omhu" som er en forenkling af, at "vi tolererer ikke tab, der kunne være undgået ved rettidig omhu" er blevet kopisamfundets mantra.

I dag overvejede jeg, om jeg skulle få ordnet nogle af mine mange hængepartier eller fælde nogle træer til en ny skovvej, som vi ikke direkte havde brug for, men som var rar, når vi gik tur. Jeg valgte det sidste. Det var ikke det nødvendigste, men det, jeg havde mest lyst til. Og så dagen blev desuden brugt til at spille saxofon. Det var ikke "rettidig omhu", men detvar det, jeg havde det bedst med.

Palle Kousgaard 5/6-2005

Det har været en travl tid, hvor ikke mindst min 60-års fødselsdag medførte en del travlhed. Omtrent lige så mange gæster som år: Hvem, hvordan ? og indimellem trangen til at rejse væk. Men vi gjorde det, og det var godt.

Jeg har tidligere skrevet om ravne og om viber, og selv om jeg ikke er ornitolog, er fuglene en stor del af vores liv. I høj grad svalerne, hvoraf en halv snes landsvalepar uden de store problemer har indtaget laden. Mere larm er der imidlrtid uden for soverværelsesvinduet på stuehusets vestside, hvor tagskægget giver ly for omkring 18 bysvalepar.
Det har altid undret mig, hvordan de fandt ud af at fordele reder og redesteder. Måske beholdt de rederne fra sidste år, men den lange rejse til og fra Sydafrika har sikkert krævet sine ofre, og nye par står parat.
Men nu er det gået op for mig, at de skændes så det brager. I år er det helt galt, for stormen i januar gik ikke kun ud over skov og maskinhus. Der var kun to nogenlunde intakte svalereder tilbage, så et større nybyggeri skulle igang. Og ind imellem tager svalerne sig nogle voldsomme opgør, og egentlig er det først de sidste par dage, at byggeriet er kommet igang. Det blev ikke lettere af, at der var mangel på byggematerialer, da lang tid uden regn havde gjort leret hårdt.
Men nu er rederne snart færdige, og hunnerne kan begynde at lægge æg. Det ser ud til, at parrene er dannet, og at de på skift vogter reden og flyver efter ler. Når en svale kommer hjem med lidt ler, bygger den på reden, mens den anden flyver. Der kommer også små angreb fra andre, der vil overtage redestedet. Om det lykkes i længden er svært at sige, for jeg kan ikke kende forskel, men den store idyl, vi troede der var i svaleflokken, kommer nok først, når alle har fået en rede og æg i dem.

Den ene fra parrene sidder klinet til sit redested og bevogter det, mens den anden flyver efter ler.

Der er meget om svalerne, der er interssant at undersøge, og det viser sig, at det ikke bare er redestederne, svalerne kæmper om.
Selvom svalerne danner par, så er hannen ivrig efter at få "spredt sin sæd" til andre hunner end sin egen. Så hannerne benytter enhver lejlighed til forføre ander hunner. Der gi'r selvfølgelig noget kamp ind imellem.
Der er også hunner, der forsøger at få lagt æg i andre svalers reder. Så slipper man selv lettere afsted med yngelplejen samtidg med, at ens gener udbredes. Hvis æggene lægges i en fremmed rede, før redeejeren selv har lagt æg, bliver de smidt ud, men sker det, mens redejerne selv har æg, bliver de ruget ud.

Vil man læse et lille godt hæfte om svaler, kan man via biblioteket bestille Naturhistorisk Museum Århus' blad Natur og Museum 1. marts 1992, hvor Anders Pape Møller skriver om svalerne. Lån bogen om svalerne på biblioteket

At fotografere de flyvende svaler er vanskeligt. De er hurtige og små, og man bliver ganske svimmel af at forsøge. Det er nemmere at fotografere mågefugle, og da vi på vejen hjem fra Lønstrup kørte en tur til Bulbjerg, Danmarks eneste rigtge fuglefjeld, fotograferede jeg en ride i flugten.

Vi kom til Lønstrup 14. maj og havde båret tingene ind i huset 10 minutter før solnedgang, og det blev en helt jomfruelig solnedgang uden en sky.
Jeg har tidligere skrevet om Lønstrup og kommer til at gøre det igen. Men her skal lige nævnes, at et hjørne af fællesgraven ved Mårup Kirke for the Crescents søfolk er faldet ned, og at den øverste parkeringsplads ved Rubjerg Knude Fyr er opgivet, at der ikke længere er vej det sidste stykke op til fyret, og at alle husene nu er dækket af sand.

I torsdag mindede vejret mig om den første gang, jeg oplevede "store tudsedag" hvor tudserne graver sig op af jorden og søvdrukne lunter mod søen og på vejen, mere af instinkt end af parringslyst, kravler på alt, der rør sig. Først ude i vandet liver de for alvor op. Jeg oplevede det for mange år siden ved Kolsø.
Vi kom ikke til Kolsø den dag, men dagen efter gik jeg op til søerne i "Overmarken".

Ved den første sø var det mest ænder og gæssene på den modsatte bred der tiltrak sig opmærksomheden, men da jeg gik hen til Fuglemosen hørte jeg plasken og så mange ringe i vandet. Jeg troede, det var fisk, men det viste sig at være frøer i hundredevis, og her foregik parringen i vandet.Frøerne overvintrer i modsætning til tudserne på bunden af søerne, og her er Fuglemosen sikkert god med sit rigelige dynd.
Der var en svag kvækken, næsten som gæssene, men meget svagere.

Og foråret på landet er dejligt, men også stressende. Det er et kapløb, inden alt for meget kommer i vækst, inden markerne skal tilberedes og tilsåes, inden det er for sent at lave brænde, inden svalerne kommer og skider alt til, inden hektaransøgningerne skal være inde.... For det går så hurtigt. Men der skal også være tid til at nyde privilegiet: At bo i naturen!

Dominerende med lyde i "luftrummet" er viben, musvågen, tårnfalken og indimellem vildgæssene, men selvfølgelig også de mindre fugle, solsorte, stære, bogfinker og gulspurve: Vinterlydene af musvitter og kolonierne af fuglekonger overdøves

Vi gik en tur ned til vores "ny" åstykke, som er en fornøjelse i solen.

Der er besynderlige tuer og vandløb med grønne planter hele vinteren

Her er et af de bredeste steder på Salten Å. Jeg har ikke målt bredden, men den må være omkring 6 meter.

For et par uger siden var vi også på landet, men uden for Roskilde ved Boserup og Lejre. Billederne er dels fra Ledreborg og egnen ved Lejre, bl.a. af det, der kaldes Den Gamle Kongsgård. Her lå kongsgården, hvor bl.a. Rolf Krake og Regnar Lodbrog boede.Desuden et billede ud over Kattinge Vig.

Opdateret d. 24. marts

Den 8. januar skrev jeg om stormen, som var hård ved egnen. For mine naboer, Robert og Gunner Laursen på Fogstrup Damgård, skulle stormen blive et vendepunkt. Da den skov, de selv havde plantet, lå som et mikadospil, og da et stor luns var blæst af taget på deres staldbygning, måtte de erkende, at de ikke længere magtede, at tage sig af gården. De er begge godt over 80 år, landbruget har de opgivet, og deres knap 50 ha jord har været udlånt eller udlejet.

Nu skal slægtgården, som deres bedstefar, Frederik Laursen købte i 1879, sælges.
Da taget bragede under stormen, måtte Gunner holde sin bror inde - for han ville ud at se, hvad han kunne gøre. Men med pandeplader (tagplader) i luften er det livsfarligt at gå ud.

Bygningerne står stort set, som de har gjort i mere end hundrede år. Udhusene er bygget i kampesten, som det blev almindeligt i 1880'erne. Det ny stuehus byggedes bag hestestalden, og på gårdspladsen ligger stadig hestestaldens stenpikning med båseinddeling.
Gården er nu udbudt til salg. Det står Søhøjlandets landboforening i Silkeborg for.
Et åstykke, "Mikadoskoven" (den delvis væltede skov) og nogle græsarealer med en halv sø, i alt 12 ha, har jeg som deres nabo købt forlods.

Den resterende ca. 29 ha syd for gården og 8 ha i heden ved Højmrkvej samt bygningerne blev solgt til Hubert van Heijst i Lindegårde, Tømmerbyvej 14, som afgav højeste bud.

Det har været nervepirrende, som det altid er, når der handles jord. Mange vil i princippet købe, hvis prisen er rigtig (lav), nogle vil strække sig langt, mens andre vil have jord, næsten for enhver pris.
På et tidspunkt så det ud til, at den fortrinsstilling, jeg var stillet i udsigt, alligevel ikke kom til at gælde, og at hele gården og al jorden skulle sælges for højeste bud. På den måde kunne især svineavlere med deres store appetit på vækst og deraf helt store behov for jord trække prisen op på den mere uproduktive (natur) jord, der så bare skulle lægge hektar til.
Jeg var ved at finde frem til interessenter, der hver for sig ikke havde brug for hele ejendommen, for at vi eventuelt kunne lægge vores "højeste bud" på de forskellige dele sammen og måske nå til et konkurrencemæssigt bud. På den måde havde jeg 5 eller 6 parter i tankerne, som kunne løfte i fælles flok. Jeg havde talt med et par af dem, og det skulle nok - trods en del besvær - kunnet have ladet sig gøre, men det blev heldigvis ikke aktuelt for mig.
Om køberen af restejendommen vil bosætte sig på den gamle gård eller sælge bygningerne fra med lidt jord, ved jeg ikke, men jeg håber inderligt, at den, der i den sidste ende køber bygningerne, har råd og vilje til og forstår at værne om en istandsættelse af det ganske specielle miljø, der er på den gård. Her har ligget en gård i måske 1000 år. Ingen ved, om Fogstrup er så gammel - måske kun fra 12-1300-tallet, men denne gård er ikke flyttet, siden landbyerne blev bofaste engang omkring år 1000.
Der er i den grad en atmosfære af fred og ro. Tiden står næsten stille. Det fik de mennesker at opleve, som deltog i den lille "rundvandring" i Fogstrup og Vorret, jeg stod for som led i Søhøjlandets Økomuseums arrangementer i efteråret 2004. Selvfølgelig spiller de galende kokke (haner) og gæssene en stor rolle for atmosfæren. Og også de to meget venlige brødre, hvor Gunner er den snaksalige og udadvente, mens den ældste, Robert er meget sky,især når han er ude, men umådelig sød hjemme, - Selv om det nu kniber med hørelsen.
De var tre ugifte brødre, der overtog gården med deres ugifte søster som husholderske. Først døde den ældste, Jens, siden søster Hilda, og nu venter de to på en ældrebolig. De har såmænd rigeligt råd til at købe et hus, men det med at bruge penge har aldig været noget for dem. Det falder dem ikke ind. Men de har en stor familie, så deres penge, som nok kommer til at tilbringe en tid "på kistebunden" skal nok engang komme andre til glæde. For slægtsgården er et sted, hvor ejernes søskende og deres børn holdt af at komme. De bliver gamle i den familie. Brødrenes mor var tæt på de hundrede år, da hun døde.
(Fogstrup Damgårds historie fortælles i min næste bog, Mennesker og Landskab.)

Den fremragende tyske kvartet, Quadro Nuevo, bestående af Mulo Francel på diverse saxofoner og klarinetter, Robert Wolf på guitar, Andreas Hinterseher på accordeon og D.D. Lowka på 5-strenget kontrabas har netop givet 2 koncerter i Danmark i henholdsvis Træden Forsamlingshus og på Rudolf Steiner Skolen i Silkeborg.
Orkestret, der spiller europæisk verdensmusik af egne kompositioner, musik fra Middelhavsområdet og Argentina med en forkærlighed for tango, valse musette og flamenco har endnu kun en lille fanskare i Danmark, men ellers et tæt turnéprogram.

foto fra Quadro Nuevos hjemmeside

Det er en meget velspillende kvartet, som fortjener et større publikum i Danmark, og har man først oplevet den, er man klar over, at det er noget særligt. Personlig er jeg meget begejstret for orkestret, deres musik og fremtræden. Kvartetten er et kollektiv, men Mulo Francel, som også optræder i andre musikalske sammenhænge, spiller ikke alene med stor virtuositet, også med sjæl og fantasi. Der er meget drive og nærhed i Mulos spil.

I Vrads arbejdes der på at få etableret et musik-øverum i tilknytning til Vrads Forsamlingshus. Der er allerede kommet tilsagn om betydelig fondsstøtte, men det er ikke nok. Derfor laves andre arrangementer, og et af dem var ”Kulturrejse for alle sanserne”, som var arrangeret af Korshøjs Køkken og Spilledåsen, hvor Lars Korshøj er formand for forsamlingshuset og byens og omegnens højt kvalificerede ”kogekone” mens ”Spilledåsen” er den forening, der er dannet omkring øverummet.
Arrangementet bestod af en udsøgt middag, et foredrag samt en efterfølgende koncert med Channe Nussbaum & Spielniks, som er et jødisk/kletzmer inspireret band. Orkestret kom fra København, og i en aften med snestorm er Vrads meget langt væk fra København. Så langt, at de i bil med afgang fra København kl. 13 ikke var nået til Vrads kl. 21, hvor de skulle spille. Der indløb rapporter på mobiltelefonen om deres trælsomme vej gennem landet, Storebæltsbroen, Odense, Vejle og Nørre Snede, men herefter gik det langsomt, og kl. 22.45 indløb et opkald fra Løve, 5 km fra Vrads. Her sad de fast og kunne ikke komme længere. Værre var det det dog med harmonikaspilleren, Jens. Han var med toget til Skanderborg, men de, der skulle hente ham, opgav på vejen. Det var næppe muligt at køre til Skanderborg – og komme tilbage, så Jens måtte tage toget tilbage – hvis der da gik et.
Heldigvis var jeg taget til Vrads på traktor. En lørdag aften og nat kan man ikke regne med at vejene bliver ryddet, og der var to alvorlige problemer. I skovene, hvor det ikke fyger, var mange træer tynget ned eller væltet af det tunge snelag, og på de åbne stykker føg (knøv) det så meget, at der allerede en halv time efter sneplovens rydning kunne være store driver. Det er ikke første gang, jeg har været i Vrads på traktor i snestorm, og jeg havde både bagskovl og trækkæder med. Jeg måtte også ud at hente musikerne, som sad fast. Ikke i en voldsom drive – de ventede længere fremme – men fordi de med instrumenttraileren bag efter bilen hurtigt fik kørt vejen glat – og så havde de ikke engang vinterdæk på!
Jeg valgte at trække dem hele vejen, og efter at de havde stillet instrumenterne op og fået lidt at spise, var det blevet hen mod midnat, inden de kom i gang. Til gengæld spillede de næsten til kl. 03. Savnet af harmonikaen var tydeligt, men til gengæld måtte Peter Jessen på klarinetten trække et ekstra læs. Bandet spillede med stor glæde og energi, og Channe Nussbaums stemme skar sig gennem natten, så man helt glemte snestormen uden for. Mange gæster blev, og flere lod bilerne stå og gik flere kilometer hjem.

Spielniks

Jeg trillede hjem i Lamborghinien, der med sine høje hjul og firehjulstræk elegant forcerede driverne.
Det gav mig titel af aftenens helt. Men der var nu ikke meget besvær ved at hente dem. Heltegerningen lå mere i erfaring og forudseenhed.
Engang hvor jeg i et tilsvarende vejr selv skulle deltage i og spille til et bryllup i Vrads, var jeg også i traktor, og da måtte et par biler trækkes op af grøften. Så det er alvor på landet, når det sner og fyger.

Orkanen i 1999 var ikke det værste, vi har haft her i Midtjylland. Stormene i 1981 og 1983 forårsagede store fladefald i skovene, og træet måtte lægges på vandlager i flere år.
I 1999 gik det hårdt ud over vores drivhus, væsentligst fordi konstruktionen var for dårlig, og en fjernsysnsantenne lagde sig ned.
I år gik det hårdt ud over vores ny brændehus, som ellers i sin tid havde kostet mig et brækket ben, da stigen væltede!

Vinden kom ind fra syd langs skoven, og da den skulle op over gården, skabtes et enormt tryk/undertryk, så taget løftede sig og blev vredet om. Også maskinhuset blev ramt. Heldigvis holdt min skeletkonstruktion stand. Tagpladerne har været skruet godt nok på, men da ikke alle lægter er knækket, burde de nok have været sikret bedre, da det tydeligvis var svageste punkt.
Også skoven har mange væltede træer, men de er væltet enkeltvis og fortrinsvis de højeste. Det er det værste stormfald i de snart 11 år, vi har haft ejendommen. De er væltet på roden, og da træet mest bruges til brænde, og de ikke ligger alt for vanskeligt må vi betegne det som en forceret udtynding, og det ses næsten ikke udefra. Værre ser det ud på naboeejendommene mod øst, hvor der allerede tidligere år har været betydelige fald og nu er store skår.
I lørdags kunne vi i halvmørket se de store træer svaje voldsomt, og ofte kom de ikke op igen. Her er også mange knækkede stammer.
I vores 10 år gamle beplantning er det stort set kun østrigs fyr, der har lidt overlast. De har fået så meget slagside, at vi formentlig fælder dem.

Men mange træer er svækkede, og fortsætter vinden at være kraftig, vil der sikkert i forbindelse med regn falde meget mere.

Varme vintre bringer også meget vand med sig. Langkær er delvis rørlagt, men rørene kan ikke tage alt vandet, og der kommer op på overfladen.

I St. Hjøllund Plantage efterlod stormen store huller på mellem 15 og 20 ha i beplantningen.
- Og så vidt jeg kan vurdere, har vi mistet noget der svarer til to års hugst, hvilket vil sige mellem 15.000 og 20.000 kubikmeter, siger skovfoged Poul Arne Madsen. Han fortæller, at denne storm har været langt værre for plantagen end stormen i 1999.
- Vi var ikke så slemt medtaget dengang. Den her storm er nærmere på niveau med den, vi havde i 1981, siger han.

Jeg ankede lektørudtalelsen på "Klange fra Overdrevet", da jeg ikke kunne genkende bogen, og der desuden var formelle fejl. Anken blev taget til følge, og der er kommet en ny og væsentligt bedre udtalelse, som kan læses under anmeldelser af bogen